Beskæftigelsen steget med over 50.000
Senest opdateret: 1. november 2010 af Redaktionen · Kommenter
For første gang siden krisen går beskæftigelsen igen den rigtige vej. Lige siden finanskrisen satte ind i efteråret 2008 har der været et konstant fald i beskæftigelsen. Men nu viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet, som Dansk Industri har indhentet, at beskæftigelsen generelt har været stigende i perioden februar til juni 2010. Samlet set er beskæftigelsen steget med knap 52.000 lønmodtagere.
Vendingen i jobmarkedet er kommet
Dansk Industri havde ellers forudset at beskæftigelsen ville stige i 2010, ligesom de fleste økonomer og banker også har varslet.
“Det er et udtryk for, at vendingen i jobmarkedet er kommet hurtige end ventet. Vi er måske blevet snydt lidt af, at det danske jobmarked er så dynamisk som det er”, udtaler Claus Andersen, konsulent i DI, til DR.
Claus Andersen mener, at de positive beskæftigelsestal siger noget om at der i erhvervslivet er stor tillid til dansk økonomi.
“Når vi først begynder at beskæftige folk igen, så får flere penge mellem hænderne, og så er vi inde i en positiv spiral”, siger Claus Andersen videre.
Beskæftigelsestallene bedre indikator end ledighedstallene
Antallet af ledige er også gået i den rigtige retning, men her pointerer Claus Andersen, at ledighedstallene ikke er en så god indikator som beskæftigelsestallet, når man ser på udviklingen på arbejdsmarkedet.
“Folk bevæger sig ind og ud af ledighedskøerne, og derfor siger det ikke så meget om, hvor mange som reelt er ledige. Beskæftigelsestallet fortæller derimod, hvor mange som mister og får job i en given periode”, siger Claus Andersen fra Dansk Industri.